NACH - Nordals civile Hundeførerforening - Studievej 4, Havnbjerg, 6430 Nordborg
Formand Dorthe Sibbesen, 2326 0935

Træning hos NACH

Små- og store hvalpehold:

Handler det – først og fremmest – om at skabe en god kontakt mellem dig og din hvalp, hvilket er ”grundstenen” for jeres fremtidige samarbejde. Du får endvidere en række redskaber til, at kunne træne din hvalp, således at du får en glad, og på længere sigt, dygtig hund, som der trives i dens omgivelser.

Der vil endvidere på ”Store hvalpehold” blive stiftet bekendtskab med almen lydighedstræning på begynderniveau.

Under forløbet på hvalpeholdene vil der også løbende indgå teori, udover at træne en masse kontakt mv., og der vil derfor – i den forbindelse – være rig mulighed for at spørge instruktøren samt adfærdskonsulenten til råds.

I samråd med instruktøren vil der efterfølgende blive en drøftelse af, hvornår I (du og din hund) føler jer klar til at fortsætte det gode samarbejde, og ikke mindst at udvikle dette, på enten Rally- og/eller Lydighedsholdet, eller om I skal videre til Hyggeholdet.

Hyggeholdet:

Henvender sig primært til familiehunden, som det også er vigtigt at huske på, har stor glæde af at blive aktiveret!

Her træner vi almen lydighed (Se beskrivelse heraf under Lydighedsholdet) kombineret med sjove tricks og skøre påfund – Det er kun fantasien, som sætter grænser! (Træningen vil også kunne foregå uden for klubbens arealer).

Lydighedsholdet (Konkurrence):

Vil der primært blive taget udgangspunkt i almen lydighed samt DcH’s konkurrenceprogram, hvor øvelserne indbefatter lineføring, stå, sit, dæk, spring, apportering, spor, rundering og feltsøg. Der vil endvidere også blive trænet ”indkald” og ”fremadsendelser.”

Rally-lydighed: 

Er baseret på god kontakt og samarbejde mellem fører og hund. Her skal I udføre en række sjove lydighedsøvelser på en opsat bane, og hvor der lægges vægt på hundens udstråling af glæde, mens den arbejder, og at man samtidig, som fører, er god til at belønne og arbejde positivt sammen med sin hund. Det skal således være en god oplevelse for både hund og ejer med fokus på det gode samarbejde jer i mellem!

Rallybanen vil bestå af 10-20 skilte, som viser, hvilke øvelser I skal udføre. Mellem skiltene går hunden i line (begynderklassen) eller fri ved fod (øvede klasser).

På rallyholdet træner vi øvelserne/rallyskiltene både enkeltvis, og ellers sammensat til rallybaner, som gennemgås grundigt med instruktøren.

I klubben træner vi udelukkende med positive indlæringsprincipper og motivation. For os handler det om, at både hund og fører er i harmonisk forening, og ikke mindst har det sjovt!